Genreguide

Death Metal

Der er noget fascinerende ved en stemme, der næsten holder op med at lyde menneskelig, mens musikerne omkring den har fuldstændig styr på detaljerne. Death metal kan være grotesk og præcis på samme tid. Riffene tynger, trommerne presser på, og et temposkift kan give voldsomheden en helt ny form.

1 kommende arrangement ↓

Om genren

Cannibal Corpses Tomb of the Mutilated, med “Hammer Smashed Face”, åbner mod den blodige ende. Horror og splatter er en væsentlig del af bandets verden. Den ekstreme stemme passer til billeder, der ikke lægger fingrene imellem. Men tempoet er ikke det eneste redskab; på Torture er der også langsommere tyngde mellem udbruddene.

Death viser en anden interesse på Human. Chuck Schuldiner ville finde brutaliteten i hverdagen og samfundet frem for kun i monstre. Samtidig var der plads til idéer uden for death metal, med jazz- og proginteresser i samspil med hans metalriff. Nysgerrigheden gør ikke musikken mindre voldsom.

Det er værd at give genren tid ud over det første growl. Bag det kan ligge et makabert fantasirum, noget genkendeligt ubehageligt eller en komposition, man gerne vil finde vej igennem igen. Death metal kan rumme alle tre uden at blive pænere af den grund.